Nyhedsarkiv

2. Verdenskrig i Ribe

Dato: 07-04-2016

Selvom det den 9. april 2016 var 76 år siden Danmark blev besat af tyskerne og 2. Verdenskrig var en realitet for danskerne, har krigen stadig stor interesse hos mange – unge som gamle

I Ribe forløb besættelses-dagen således:
Ripensere stod op tidligt om morgenen d. 9. april og hørte det – Danmark var blevet besat af det frygtede Tyskland. Først kom en stor armada af tyske fly på vej mod Norge, og derefter kom der mere lavtgående jagere, der fløj tæt over byen og nedkastede et stykke papir kaldet ”Oprob!”, der proklamerede besættelsen.

Hen imod formiddagen ved en ni-tiden kom de første kørende hærenheder gennem byen. Det var hærenheder med soldater, der netop havde udkæmpet kampe i Sønderjylland. Kampe som kostede 16 danskere livet. De fleste af soldaterne var på vej mod Esbjerg eller videre op nordpå gennem landet. Nogle af dem blev dog udstationeret i Ribe.

Ribe Byhistoriske Arkiv udarbejdede for år tilbage en ”undervisningspakke” om 2. Verdenskrig i Ribe, hvor ovenstående tekst er et lille udpluk fra. Som navnet siger det, er materialet umiddelbart tiltænkt undervisning, men også for alle andre er der rigtig meget spændende originalmateriale. Materialet er delt op i fire temaer:

  1. Besættelsen den 9. april 1940

  2. Hverdagen under krigen 1940-1945

  3. Modstandskampen

  4. Befrielsen 5. maj 1945

Hvert tema indeholder baggrundshistorie, lidt billeder og en bred vifte af originalmateriale som fx sangtekster (også de illegale), udklip, registreringskort, diverse vejledninger, illegale blade, en modstandsmands id-kort (både de falske og ægte) og breve. Du finder hele pakken omkring 2. Verdenskrig her.

 

« Tilbage