Afholdte aktiviteter
Tidligere aktiviteter
Siden her vil løbende blive opdateret med tekst og billeder fra de aktiviteter, der har været afholdt på Ribe Byhistoriske Arkiv.
Foredraget Kongeåen: Told- og statsgrænse 1864-1920
75 gæster fra nær og fjern var mødt op til foredrag i seminarieHusets Fællessal, da forhenværende tolder Aage Emil Hansen d. 22. oktober 2013 holdt foredrag om Kongeåen: Told- og statsgrænse 1864-1920. Billeder fra foredragsholderens store samling gav sammen med anekdoter fra grænsebevogtningen et indblik i såvel toldstedernes karakter som gendarmernes liv. Således blev tilhørerne klogere på såvel straffen for at falde i søvn på vagten og metoderne til at finde smør skjult i hølæs.
Kend din by - foråret 2012
Onsdag den 25. april 2012 besøgte Kend din by-holdet Ribelunds Museum. En af Museets kustoder, Rigmor Nordestgaard, der var ansat på Ribelund fra midt i 1960’erne og 40 år frem, fortalte ved hjælp af billeder og effekter om beboernes tilværelse og dagligdag på Ribelund helt tilbage til 1907, hvor institutionen blev taget i brug.
Onsdag den 21. marts 2012 besøgte vi Vadehavscentret i Vester Vedsted.
Vi indtog formiddagskaffen i Centrets flotte cafeteria/butik, hvorefter Centrets leder Klaus Melbye førte os rundt i udstillingen, som rummer både små levende krebsedyr og store plancher om naturen ved Vadehavet. Formiddagen begyndte med at vi så Stormflodsfilmen og sluttede med Jan Kofod Winther’s film Jordens hjerte med musik af Annisette.
Foredraget Anden Verdenskrig i Ribe
Mandag den 12. marts 2012 afholdte Arkivet, på Det gamle Rådhus i Ribe, et foredrag om Anden Verdenskrig i Ribe.
Cand.mag. Anna Louise Siggaard fortalte 55 interesserede tilhørere om livet i Ribe under krigen. Arkivets mange forskellige kilder var grundlag for fortællinger om både små og store, sørgelige og glædelige begivenheder under Anden Verdenskrig.
Læs meget mere om Anden Verdenskrig i Ribe her.
Foredraget Mulvad fortæller om Ribe
Onsdag den 8. februar 2012 afholdte Ribe Byhistoriske Arkiv foredrag på Det gamle Rådhus. Foredragsholder Søren Mulvad tog tilhørerne med på et strejftog gennem Ribe med dens borgere, avlsbrugere håndværkere o.s.v. via oplysninger Søren Mulvad havde fundet i en gammel telefon fra 1920’erne, en gammel avis samt ældre borgeres fortællinger gennem tiderne. Som man kan se på billedet, blev der lyttet koncentreret til de gode fortællinger.
Foredraget Ved du, hvem du er?
Onsdag den 25. oktober afholdte Ribe Byhistoriske Arkiv en aften med vejledning i slægtsforskning for begyndere.
Cand mag. og arkivar Anna Louise Siggaard gav en fin introduktion til de 25 fremmødte, som fulgte interesseret med i søgninger i kirkebøger og folketællinger på internettet. Deltagerne fik mange gode råd og tips til hvordan man kommer godt i gang med at opleve sin egen historie.
Kend din by - efteråret 2011
Også i efteråret 2011 inviterede Ribe Byhistoriske Arkiv på virksomhedbesøg i lokalområdet. Arrangementerne startede som altid med kaffe og et rundstykke i kantinen på Ribe Rådhus.
Onsdag den 28. september besøgte vi Ribe Turistbureau hvor turistchefen Henrik Vej Kastrupsen og bureauchef Jane Madvig fortalte om de mange samarbejder omkring bl.a. diverse turistattraktioner i Esbjerg, Varde og Tønder kommuner og om det tætte samarbejde, der er mellem turiststederne i gl. Ribe kommune. Ligeledes hørte vi om den store opgave det er, at hjælpe turisterne med at få så god en oplevelse, når Ribe og omegn besøges.
Efter denne fine introduktion til Turistbureauets arbejdsområder, var vi på byvandring med en af bureauets Ribe-guider, Hans Peters. Byvandringen bestod i en gåtur og interessante fortællinger med ophold på udvalgte steder.
Den 7. september 2011 lagde vi vejen forbi Ribe Kunstmuseum. Bente Bramming gav os en fin introduktion til nogle af samlingens mange malerier både i stue- og kælderetagen. Undervejs fik vi også et indblik i, hvad der er renoveret, og hvad der er nyt af gulve og lofter i forbindelse med den store bygningsrestaurering der blev afsluttet i 2010.
Præsentation af bogen Ribes Øjeblikke
Lørdag den 18. december blev bogen Ribes Øjeblikke officielt præsenteret i Abrahamsens Bog og Idé. På billedet ses forfatteren, Karsten Eskildsen signere bøger sammen med Torben Bramming, der bidrog til en anden bog om Ribe - nemlig Ribe Bys Historie.
Kend din By 2010 - Besøget på Ribe Brandstation den 6. oktober
Onsdag den 6. oktober gik Kend din by ekspeditionen til Ribe Brandstation hvor Beredskabsinspektør Lars Chr. Nielsen viste de omkring 25 deltagere rundt og fortalte om brandvæsenets spændende historie.
Dagen begyndte kl. 9.00 hvor deltagerne mødtes i kantinen på Ribe Rådhus til en kop kaffe/the og et rundstykke, hvorefter turen gik til brandstationen.
Kulturhistorisk tur til Föhr den 14. september 2007
De i alt 30 deltagere havde en spændende tur gennem et fantastisk landskab. Turen gik først med tog gennem marsken fra Niebüll til Dagebüll, med færgen til Föhr, og herefter med bus øen rundt.
Föhr er en tysk vadehavs-ø , som er 86 km stor og ligger seks kilometers sejlads fra fastlandet. Øen bærer stadig præg af at have tilhørt Danmark, og der er mange interessante historier at fortælle fra øen. Bl.a. om Kong Chr. VIII og H.C. Andersens ferierejser, og om de tre kirker på øen, hvoraf den ene er blevet kaldt ”frisernes domkirke”.
Historisk søndagstur til Sprogø den 17. juni 2007
Søndag d. 17. juni 2007 gik turen til Sprogø. Med særlig tilladelse havde arkivet og deltagerne fået lov til at aflægge øen et besøg, der ellers er vanskelig at komme til og fra. Deltagerne fik en tre timer lang rundvisning på og fortælling om Sprogø.
Aktiviteter på Ribe Byhistoriske Arkiv
Arkivet udkommer to gange om året med et aktivitetsprogram, hvor vi forsøger at tilbyde noget til enhver smag. Du kan se hvilke aktiviteter vi har på programmet netop nu, i vores aktivitetskalender.